Søndagsskolen om Væsentlighed
I disse dage flyder min nyhedsstrøm over med reaktioner - især fra mine mange garvede journalist-venner - på denne udtalelse fra DRs Nyhedsredaktør:
"Radioavisen vil fremover indeholde en sund balance mellem det væsentlige og dét, der optager befolkningen".
Og det føles helt syret, at den debat netop nu, hvor jeg selv sidder fordybet i planlægningen af Søndagsskolen om Væsentlighed, der løber af stablen på søndag.
For planlægningsarbejdet har som altid betydet, at jeg i den seneste tid har tænkt ekstraordinært meget over lige netop væsentlighed, mens jeg har udviklet programmet og øvelserne - og snakket med alle der gad vende det med mig om lige netop væsentlighed...
I forhold til det konkrete citat, synes jeg, det er så utroligt tankevækkende, at det er formuleret på en måde, så det lyder som om "væsentlighed" og "det der optager befolkningen" er hinandens modsætninger.
Så den slags formuleringer og spørgsmål går jeg og tygger vældig meget på i disse dage. Og jeg glæder mig helt vildt til at nørde igennem med søndagsskoleeleverne om det på søndag.
****
Og endnu et indlæg fra den 24. marts
Om to uger holder jeg den sidste søndagsskole i denne omgang. Den om VÆSENTLIGHED.
Og ligesom med ANSVARLIGHED og LANGSOMHED er under planlægningen sket noget vildt interessant og virkelig dejligt: I den måneds tid, der har ligget mellem hver søndagsskole, har jeg haft mulighed for virkelig at dykke ned i hvert af de tre begreber og arbejde koncentreret med dem. Og det er på en gang tankevækkende, udfordrende og vildt inspirerende.
- Dels sker der noget spændende i samspillet med de forskellige temaeksperter - i dette tilfælde den superseje forlagsredaktør Louise Haslund-Christensen - og forskerne fra Enigma Museum for post, tele & kommunikation. Jeg lærer utroligt meget af deres faglige ekspertise og historiske perspektiver - og det er sjovt at udvikle helt nye øvelser sammen.
- Dels er kreativt stimulerende at lege scenograf i det store tomme rum, søndagsskolerne foregår i og hvor jeg hver gang prøver at lege med opstillinger, stemninger og "rum-i-rummet".
- Dels er det vildt sjovt at udtænke "formningstimerne" - til Ansvarlighed hjalp deltagerne med at kreere et samtalespil om ansvarlighed. Til Langsomhed klippede de gækkebreve med spørgsmål om ansvarlighed. Og jeg er helt oppe og køre over den formningside vi har på programmet næste gang - men den skal være en overraskelse ligesom alt det andet.
- Dels er det på den ultranavlepillede måde virkelig interessant at se, hvad det gør ved mig selv og min egen praksis at stræbe efter at leve med et bestemt ord. Umiddelbart efter Søndagsskolen om Langsomhed takkede jeg meget spontant ja til at passe et hus, to flygler og to kattekillinger på Møn i nogle dage, hvor jeg stemplede helt ud af alting - inklusive alle ure - i nogle dage for bare at lade min egen døgnrytme råde...
Og nu er det så en masse spørgsmål om VÆSENTLIGHED, der optager mine tanker og handlinger. Og som jeg virkelighed glæder mig til at dele med jer.
Der er stadig et par pladser, hvis du har lyst til at prøve en helt ny form for søndagssamvær.