At holde forkert på saksen

Jeg har altid haft en faible for at klippe papirklip.

Og på mange måder har jeg også altid tænkt, at mit omsiggribende klipperi livet igennem har flettet sig meget nøje sammen med min personlighed.

Der er nemlig det ved det, at jeg altid har holdt "forkert" på saksen. Så "forkert", at enhver pædagog siden børnehavetiden gjorde det til deres personlige projekt at lære mig at holde "rigtigt" på saksen. Desværre klipper jeg bare meget dårligere, når jeg holder "rigtigt" på saksen, så derfor har jeg altid stillet spørgsmålstegn ved, om det nu også var rigtigt, at det var mig, der klippede forkert. Og man skal ikke kende mig særligt godt for at trække lidt på smilebåndet over, at det vist i det hele taget er et ret gennemgående mønster for mig...

Og nu hvor jeg er ved mønstre, elsker jeg nok også især at klippe, fordi jeg elsker at se mønstrene folde sig ud. Elsker den der flig af at kunne se en lille del af helheden og tydeligt kunne se for sig, hvordan helheden kommer til at se ud, selvom den endnu ikke findes. Endnu ikke har foldet sig ud.

Men mine papirklip er så også meget karakteristiske i deres foldning og faconer. Så derfor er jeg ovenud inspireret af at have åbnet kuvert efter kuvert med den fantastiske samling papirklip, deltagerne kreerede, da jeg holdt Søndagsskolen om LANGSOMHED på akademiet for en måneds tid.

Sidst på dagen klippede alle deltagerne et gækkebrev og delte en eftertanke eller et spørgsmål om langsomhed med Gertrude Kiel og mig efter at have hørt vores oplæg om langsomhed.

Et par af spørgsmålene giver mest mening, hvis man var til stede på selve dagen, men de fleste vil kun give stof til samtaler og eftertanker i påskeferien - og måske blod på tanden til at nyde langsomheden i feriedagen og samværet med vores nære og kære. Så jeg deler her dem alle sammen, i al deres mangfoldighed af klippe-stilarter, håndskrifter og spørgeiver. Så de får lov at fremstå som det store poestiske værk, de tilsammen udgør.

God læse-, tænke- og samtalelyst...