Snapshot af mine tanker på akademiets 2-års fødselsdag

SNAPSHOT AF MINE TANKER PÅ AKADEMIETS 2-ÅRS FØDSELSDAG

I dag er en stor dag. For i dag er det præcis 2 år siden, jeg skød Samtidens Akademi i gang med det store åbningssymposium om, hvordan vi som hinandens samtidige kan løfte hver vores lille del af ansvaret for, at vores samtid udvikler sig til en ny guldalder.

Og i dagens anledning deler jeg her et snapshot af mine overvejelser om akademiets udvikling - og et par strøtanker om det, der har glædet, undret og overrasket mig mest i de første to år.

[LÆRESTALTEN]

Først og fremmest er jeg overrasket over HVOR sjovt, stimulerende og inspirerende det har været for mig at være voksen nybegynder indenfor alle de nye fagområder, jeg har fået indblik i, når jeg sammen med de eksperter, der skulle undervise har udviklet helt nye undervisningsformer og samtaleøvelser til arrangementerne.

Efter nogle hårde år som barn og ung, hvor jeg altid sad lidt alene med min lærelyst i klassen og blev skammet for min videbegærlighed, har det være fantastisk at opleve, HVOR dejligt det kan være at lære sammen med andre, når de andre også bobler over af nysgerrighed, er drevet af engagement og har ladet sig drage lige så meget af emnet som mig selv. Jeg er helt høj over, HVOR godt den faglige krydsbestøvning virker på de tværfaglige hold og masterclasses, hvor alle generøst deler deres erfaringer og faglige perspektiver så alle går der derfra med uventede tankeeksplosioner.

Og det bedste ved det hele er selvfølgelig, at mange af dem, der har deltaget i akademiets arrangementer vender tilbage og fortæller, at de efter undervisningen har handlet, tænkt, reageret, sanset på helt nye måder.

[SAMLINGSPUNKTET]

Jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere forekommer det mig, at vi får skabt flere samlingspunkter, hvor vi kan mødes åbent, lyttende og nysgerrigt på tværs af aldersgrupper, fagområder, landsdele, ståsteder og politiske overbevisninger. Det var allerede en vigtig ambition dengang, Andreas Lloyd og jeg startede Samtalesalonerne. Men med Samtidens Akademi har jeg tilføjet en ekstra dimension, der også handler om at lære sammen og især om at skabe rammerne for den gensidige mesterlære på tværs af generationerne.

Min generation - os der lige nu er midt i 40'erne - har et særligt ansvar. Vi kommer til at være helt unikke i verdenshistorien, fordi vi som de eneste voksede op stort set analogt og samtidig var unge nok til, at det var os, der var med til at drive den digitale udvikling, da den for alvor tog fart. Derfor er vi også de eneste, der helt har mulighed for at bygge de broer mellem generationerne, der er behov for lige nu, så alle de unge, der aldrig har fået chancen for at få førstehåndserfaringer med mange af de analoge sysler og livskvaliteter kan nå at få det, inden dem, der stadig kan slags uddør, og vi til sidst kun har Youtube-tutorials at forlade os på. Og samtidig er det vigtigt den anden vej, at de ældre lytter åbent til alt det, de kan lære af de unge - blandt om hvordan man foretager nogle af de vigtige klimavalg og fravalg.

Jeg tror, at noget af det, der giver Samtidens Akademi en særlig kraft som samlingspunkt er, at her mødes vi ikke bare for vores egen skyld. Det må meget gerne OGSÅ være en dejlig søndag eller aften, der er hyggelig, sjov, lærerig og spændende for hver enkelt af os. Men på Samtidens Akademi er der altid et større perspektiv og en dybere intention med hvert arrangement. Sammen belyser vi et underbelyst emne, genopdyrker et håndværk, udforsker et begreb, der vækker en længsel i os. Som da vi for nylig holdt Søndagsskolen om LANGSOMHED, og rigtig mange andre end dem, der lige have mulighed for at være med, blev inspireret til at tale om deres længsel efter langsomhed i en tid præget af voldsom acceleration. Og mange af os der deltog, blev inspireret til at ændre vores egen praksis og tage nye initiativer, der kan inspirere andre til at skabe mere plads til langsomheden i deres liv og virke.

Ingen af arrangementerne redder i sig selv verden. Men på hver deres måde bidrager de med et vigtigt perspektiv. Og når vi samles om dem, føles det meget bogstaveligt som om vi i hvert fald for en stund er med til at genfortrylle verden.

[RESERVATET]

Med Samtidens Akademi ville jeg gerne skabe muligheden for, at vi kunne sætte nogle vildt nørdede ting på programmet. Emner, ideer, ord, tanker og formuleringer, ingen andre ville kunne argumentere for at sætte på programmet, hvis de talte succesen i kroner, ører, antal deltagere, seere, stemmer... men som jeg og mine medarrangører syntes var vigtigt og væsentligt af alle mulige andre grunde.

Indimellem har det været med bævende hjerte, når jeg har annonceret et nyt arrangement og fra starten har gjort mine medarrangører klart, at det godt kunne være det kun blev dem og mig, der dukkede op.

Men noget af det mest livsbekræftende der er sket i de første to år med akademiet er, at de bekymringer næsten altid er blevet gjort til skamme. Det er lige før hovedreglen har været, at jo mere nørdet, skørt eller krøllet noget lød - jo mere umuligt alle andre ville sige det var, at nogen gad komme til det - jo større efterspørgsel har der været på det.

Da filsoffen Kasper Warming og jeg inviterede til samtalesalon om Afmagt og Håb, var der udsolgt på lige så få øjeblikke, som da jeg annoncerede mine samtalesaloner om døden på Assistenskirkegården. Da Helle Solvang og Mary Alice Arthur inviterede til "Question Quest" om de gode spørgsmåls natur og anatomi, tiltrak det en vildt spændende og meget forskelligartet gruppe af eksperter fra vidt forskellige områder. Og alt hvad der har handlet om broderier, strik, hverdagsfortryllelse og mørkning har også vist sig at have en tiltrækningskraft, der bryder med alle forventninger og fordomme om, hvad der burde kunne lade sig gøre i vores tid...

Jeg ved godt, at der kun er ganske få pladser til hvert arrangement, så samlet set er det ikke mange mennesker, det drejer sig om. Men der i vores samtid, der højrøstet klinger af krise, modløshed og magtesløshed også er grobund for det krævende, det komplekse og det fortryllende.

[INSTANSEN]

Samtidens Akademi har fra starten været tænkt som et nyt bud på en ny form for selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kunne samles for sammen at tage ansvar for samfundsudviklingen i en tid, hvor mange af de instanser, vi tidligere satte vores lid til, har mistet grebet, fordi de er rundet af en helt anden tid end vores. En agil, uafhængig instans for vigtige anliggender.

En del af intentionen var at nedsætte samtidskommissioner, der skulle arbejde med forskellige problemstillinger. Det viste sig at være sværere end som så. For selvom det lykkedes os at samle en fantastisk gruppe eksperter til den første samtidskommission - Samtidskommissionen for faktatjek og kildekritik - der mødtes 6 gange for at lave en tværfaglig udforskning af emnet, var det svært helt at få greb om det.

Nu tror jeg heldigvis fuldt og fast på, at hvis alt bare går som smurt, har man ikke været modig nok. Og det viste sig da også, at alt det arbejde vi havde lagt i samtidskommissionen udmøntede sig i de tre søndagsskoler om Ansvarlighed, Langsomhed og Væsentlighed jeg holder her henover foråret 2019 i samarbejde med Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. Arrangementer, jeg selv synes rummer nogle af akademiets vigtigste metodiske nybrud frem til nu. Opdagelser, jeg aldrig ville have fået afdækket, hvis det ikke havde været for det forudgående kommissionsarbejde. Og sådan er jo så ofte med udviklingsprocesser - det går sjældent som man havde forestillet sig, men overraskende ofte opstår der i stedet noget andet, der er mindst lige så vigtigt, som det man troede, man stræbte efter. Og som en lille serviceinformation kan jeg oplyse, at den sidste i rækken - Søndagsskolen om Væsentlighed - er på søndag og at der stadig er et per ledige pladser...

Et andet pudsigt element af "instansen" er, at jeg - indrømmet: forholdsvis uforvarende - kom til at gøre akademiet endnu mere til en lille instans i sig selv, da jeg begyndte at kalde mig selv "rektor". Pludselig blev jeg inviteret med i alle mulige sammenhænge, hvor jeg ikke før stod på gæstelisten. I min egenskab af "Rektor for Samtidens Akademi" så man mig for eksempel pludselig diskutere "universiteternes rolle i samfundet" på Folkemødet med Rektor for Københavns Universitet - og oplysningsforbundene har været virkelig gode til at invitere mig forbi til spændende snakke om, hvordan man kan nytænke folkeoplysningen.

Samtidig har min lille instans også kunnet samarbejde med nogle af de mere klassiske instanser på en helt anden måde end i mit tidligere virke. Det har for eksempel været vildt spændende at udvikle "Kunstskole&Kaffeslabberas" sammen med de dygtige formidlere fra Statens Museum for Kunst, hvor vi har holdt samtalesaloner i samlingerne for at give os tid til at dvæle ved værkerne. Normalt bruger folk et par sekunder pr. værk - men der sker noget helt andet, når de pludselig står med en samtalemenu, der inspirerer dem til at bruge 20 minutter på at dykke ned i et enkelt værk.

I efteråret var jeg også sammen med Helle Solvang - der tager prisen som den mest alsidige underviser på Samtidens Akademi - en del af et vildt spændende projekt for Folketingets Præsidium, der søgte inspiration til nye demokratiske processer og mødesteder mellem borgerne og politikerne, hvis Folketinget overtog Rigsarkivets gamle bygning midt på Slotsholmen.

Og jeg tager hatten af for de store instanser, der modigt byder små fremspirende instanser som Samtidens Akademi med ind i deres udviklingsovervejelser.

[LEGEPLADSEN]

Og afslutningsvis er der legepladsen... legepladsen for voksne... og den går egentlig på kryds og tværs af alle de andre. For hvis der er noget, jeg har glædet mig over at opdage de seneste år er det, at ikke kun lærelysten, men også legelysten, gemmer sig lige under overfladen hos rigtig mange af os. Og at den bryder igennem med eksplosiv kraft, så snart muligheden melder sig og vi giver os selv lov til at lege.

Allermest tydeligt kom det til udtryk, da vi i pinsen sidste år holdt Lejrskole for Voksne på Brorfelde Observatorium med skattejagter og orienteringsløb mellem de mange samtale- og syngesaloner.

Men det sker også i det daglige og faglige. Jeg har fra start talt meget om, at Samtidens Akademi skulle skabe anledninger til, at dygtige fagfolk kunne dele det, de brænder for, men som de ofte mangler anledningen til at få samlet tankerne ordentligt om og mangler rammerne til at realisere.

Hvor har det dog vist sig at være en fornøjelse at hjælpe med at fremkalde alle disse fantastiske mennesker, deres værker og deres virke. Og hvor er det dog skønt, at så mange af jer, der følger med derude, har leget så ivrigt med. Støttet op, mødt frem, bidraget, delt og svunget de høje klinger.

Tusind for jeres støtte og hjælp allesammen. Uden alle jer, intet Samtidens Akademi...

Samtidens Akademi og lærelysten længe leve!