Låge 17&18: Dansk Design
No 25 DANSK DESIGN: "Fra 1920'erne opstod en guldalder i dansk design, blandt andet fordi det offentlige lavede store investeringer i møbler og arkitektur af høj kvalitet. Hvordan sikrer vi dag efterspørgslen på kvalitet og godt håndværk?"
Igår var jeg på et lille roadtrip med Laura H. Laura. Vi havde begge længe haft lyst til at besøge den overdådige Panton-udstilling på Trapholt - og Laura havde stor lyst til at genbesøge Kunsthal 6100 i Haderslev, hvor hun under sommerens togt til spændende kulturinitiativer var blevet dybt dybt inspireret af det spændende samspil mellem kunstprojekter, borgere og byens nøgleaktører, der udspringer af kunsthallens inititiativer.
Aftalen havde været i kalenderen længe - så little did we know, at turen ville falde sammen med statsministerens udmelding om de omfattende nedlukninger af kulturlivet. Jeg havde taget "Dansk Design"-kortet med i tasken, fordi jeg egentlig forestillede mig, at gårsdagens låge skulle handle om design og designprocessen og hvor vildt inspirerende det i løbet af det seneste år har været at blive en del af Danmarks Designråd.
Men med nedlukningerne som klangbund blev det pludselig et helt andet aspekt af spørgsmålet på designkortet, der blev virkelig relevant. For selvom jeg er enig i, at der var behov for flere restriktioner, undrer det mig sådan, at kulturen og kulturlivet har så lav prioritet i dagens Danmark.
Jeg har i flere år været dybt inspireret af podcast-serien "Det fælles bedste" hvor Lasse Horne Kjældgaard og Christoffer Emil Bruun udforsker meningen med velfærdsstaten. Udfra indgangsbønnen: "I velfærdsstatens barndom diskuterede kulturlivet livligt med, når samfundets indretning var i spil. Opfattelsen var at velfærdsstaten var et middel til noget større, ikke et mål i sig selv. Lasse Horne Kjældgaard og Christoffer Emil Bruun spejler historien med en række samtidige kulturpersoner og spørger: Hvis velfærdsstaten er et middel, hvad er så målet? Hvad er meningen med det samfund vi møjsommeligt har bygget op?"
Den kan høres her: https://podimo.com/.../b8b395f1-c7ad-4f53-bdb7-4ab819f04a1a - og det anbefaler jeg varmt, at gøre her i den forlængede juleferie.
En af de pointer, jeg bliver ved at vende tilbage til er ideen om, at velfærdsstaten som vi kender den i dag oprindeligt kun var tænkt som basis for det egentlige mål: Den åndelige velfærdsstat.
Og politikerne var stolte af at læse litteratur og lade sig inspirere af kunstens verden i deres vigtige samfundsvirke. På samme måde som de - jvf dagens kort - lavede massige investeringer i design, arkitektur og møbelkunst af høj kvalitet. Det er næppe nødvendigt eksplicit at nævne, hvad Danish Design siden har betydet for Danmarks internationale renommé og eksport. Hvad velindrettede skoler og rådhuse har skabt af grobund for velfærdssamfundets sammenhængskraft. Og hvor meget mere nuanceret samfundsdebatten bliver, når man ser tidens aktuelle spørgsmål gennem historiens prisme.
Fast forward til i dag Modsat de konstante sparekrav og stillen spørgsmålstegn ved kulturens eksistensberettigelse, der ofte præger debatten i dag.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvornår og hvorfor det gik så galt. Hvem og hvad afsporede debatten?
Under nedlukningerne var det på en gang tankevækkende og opløftende at opleve, hvordan det netop var kulturinstitutionerne, der spredte håb og inspiration - og stod for virkelig meget spændende nytænkning af deres egne formater, så det kunne deles digitalt, når vi var 'sammen hver for sig'.
Kulturlivet bragte lys. Det skabte håb. Det styrkede fællesskabet. Og alligevel er det som om det aldrig rigtigt bliver værdsat og fundet vigtigt.
Nedlukningsbeslutningerne skal jeg ikke kloge mig på. Men hvor ville jeg dog - for så vidt løsrevet fra hele coronadiskussionen - ønske, at vi fremover genopdyrke tanken om "den åndelige velfærdsstat".