Låge 14, 15 & 16: Digitaliseringen, Lærerlockouten & Folkehjælpen

No 28: DIGITALISERINGEN

"I årene omkring årtusindskiftet ændrede den nye teknologi mange af vores muligheder, arbejdsprocesser og vaner. Hvad vækker begejstring - og hvad vækker bekymring?”

No 29: LÆRERLOCKOUTEN

“Under lærerlockouten i 2013 arrangerede bagere, boldklubber og borgere spontane skoledage, hvor børnene kunne komme i en slags 'livspraktik'. Hvorfor er vi ikke bedre til også i dagligdagen at dele det, vi selv er begejstrede for, med børnene omkring os?”

No 30: FOLKEJÆLPEN

“Da de syriske flygtninge vandrede på motorvejene i 2015, opstod nye former for folkehjælp. De sociale medier gjorde det nemt at sprede og koordinere de nye fællesskaber. Hvordan styrker vi fremover en lignende handlekraft?”

Der tegner sig efterhånden et mønster: Hver gang jeg er i København, får jeg tænkt en masse tanker til nye kalenderlåger - men jeg får aldrig rigtigt tid til at nedfælde dem, fordi der så mange fine folk, jeg gerne vil se og så mange ærinder, jeg skal løbe. Således også nu, hvor der pludselig er løbet 3 lågedage, uden at jeg har fået lagt dagens tekst ud.

Så nu har jeg samlet tre store spørgsmål i én låge. For som så mange andre har jeg netop fået mit vaccinebooster-stik. Og mens jeg stod dér i køen tænkte jeg meget på kategorien med historiske kort i Genopbyggerne, der laver 10 nedslag i Danmarkshistorien, vi kan lade os inspirere af i dag.

For noget af det, der gør coronatiden så vild er, at ingen - uanset, hvad man mener om vacciner og mink og nedlukninger - kan være i tvivl om, at vi lever i en tid, der kommer til at gå over i historien. At vi hele tiden står overfor svære beslutninger - både på det personlige og på det samfundsmæssige plan. At vores værdier, moral og samfundssind konstant er på prøve. Og at vi skal lære at navigere i en uvished, de færreste havde kunnet forestille sig for få år siden. Nok var forandringshastigheden stor, væksten voldsom, de digitale revolutioner hyppige og klimaforandringerne stærkt foruroligende. Men den pludselige venden op og ned på verden som vi kendte den - og uvisheden om, hvordan det udvikler sig og hvordan det ender, har de færreste nulevende danskere oplevet før på så overordnet samfundsplan, der samtidig påvirker os hver især så meget.

Til dagens låge har jeg trukket tre kort frem, der alle handler om nutidige eksempler fra danmarkshistorien, som de fleste voksne danskere vil have i klar erindring. Vi kan tydeligt huske, hvordan de påvirkede os og hvordan vi handlede - eller ikke handlede - i den situation.

Og mange af os har også lært meget af de store historiske begivenheder, som har været vigtige redskaber at have med i rygsækken her i coronatiden.

Hvis vi starter med No 28 DIGITALISERINGEN, så er det i en tid med digitale coronapas, smitteapps. 'Min Sundhed'-oversigter og hyppige offentliggørelser af påvist smitte og selvisolation på de sociale medier, svært at forestille sig, hvordan coronatiden ville have udspillet sig uden alle de digitale hjælpemidler. Som i tiden, hvor den spanske syge hærgede. Samtidig har coronatiden skubbet på en masse digital udvikling i form af de videomøder. Teknologien havde eksisteret længe, men de færreste havde for alvor taget den til sig, før vi alle sammen for snart to år siden med rekordfart omlagde både vores arbejdsliv og vores socialliv til videomøder, zoom-fødselsdagsfester og virtuelle samtalesaloner. Og midt i alle frustrationerne over det sociale fravær, var jeg vildt imponeret over kreativiteten i alle de nye formater, vi sammen udviklede og afprøvede. Og ikke mindst den eksperiment- og nybegyndermentalitet alle mere eller mindre nødtvungent måtte indstille sig på. Al den skærmtid tydeliggjorde - heldigvis - også, hvor meget vi stadig har brug for at mødes fysisk. Hvor mange dimensioner af ægte nærvær, der knytter sig til det fysiske samvær. At dufte, gestik, mimik, stemmeføring og 3 dimensioner stadig ikke kan erstattes af skærmvær.

Det digitale spillede også en vigtig rolle i forhold til både No 29 LÆRERLOCKOUTEN og No 30 FOLKEHJÆLPEN fordi det i høj var de sociale medier, der gjorde det muligt for de store spontant opståede, løst koblede handlefællesskaber som fx Venligboerne at finde hinanden og koordinere de mange indsatser.

Jeg oplevede selv, hvordan jeg henimod slutningen af lærerlockouten kunne se en fri mandag i kalenderen og tænkte, at der kunne jeg da godt lige holde en lille skole. Hvis det kun var mig, turde jeg ikke tage ansvaret for mere end 4 børn - og de ville så komme til at lære ting, jeg selv er ret god til - skrivning, papirklip, madlavning... Men hvis vi var flere voksne, ville jeg rykke arrangementet ned i andelsforeningens fælleslokale - og så kunne vi have flere børn med og vi ville kunne undervise dem i langt flere forskellige 'fag'. Fra jeg skrev om ideen på Facebook til den første 'medvoksne' meldte sig, gik der lige præcis 2 minutter. Hun er landskabsarkitekt og ville gerne lave et arkitektværksted om en by skabt på børnenes præmisser med ungerne. Snart efter dukkede en voksen op, der ville lave et anmationsværksted, en der ville lave journalistkursus for de ældste børn, en der vidste en masse om indianerkultur, en der ville bage kanelsnegle i hjemkundskab og nogle, der godt lige ville være 'gårdvagter' i et par timer. På selve dagen kiggede der ovenikøbet en teenager forbi, der selv var lockoutet og var supergod til parcour. Så han stod for en spontan gymnastiktime.

Alt sammen arrangeret meget enkelt og smidigt på baggrund af et enkelt opslag på Facebook. Og dengang lærte jeg meget om, hvor hurtigt, enkelt og sjovt det kan være at skabe noget sammen.

Det samme gjaldt tiden, hvor flygtningene vandrede på motorvejene. Mængden af spontant opståede grupper og løst koblede handlefællesskaber, der opstod i løbet af ganske få dage, var enorm og vildt inspirerende. Det sprudlede af handlekraft. Der blev nedsat velkomstkomiteer, der både hjalp de nyankomne med praktiske fornødenheder og en kop varm velkomstkaffe. Der blev indsamlet containervis af tøj, som blev vakuumpakket og sendt til Lesbos. Og der blev holdt velkomstfester rundt om i hele landet.

Meget af den samme stemning og boblende skaberkraft glædede jeg over at genopleve i coronatidens første nedlukninger. Kreativiteten var enorm. Alene i denne gruppe udvekslede vi lynkurser og links til virtuelle oplevelser på et meget højt og hyppigt plan. Der opstod undergrupper, hvor vi for eksempel havde en studiegruppe om privatøkonomi. Og folk delte modigt erfaringerne fra deres førte forsøg med online-undervisning og bragte begejstret opskrifterne på, hvordan man kunne arrangere virtuelle koncerter, konferencer og kunstoplevelser videre ud i verden.

Men der er også et andet aspekt af No 30 FOLKEHJÆLPEN jeg tænker meget over, hver eneste gang jeg står i kø til test eller vaccination: Jeg tilhørernemlig de priviligerede generationer af danskere, der indtil nu har været forskånet for at leve i krigstid (i hvert fald i vores egen baghave, selvom danske soldater har kæmpet i udlandet) og som økonomisk har oplevet masser af opgangstider og højkonjunkturer.

Trods verdensomspændende bump på vejen i form af finanskrisen og klimakrisen. Og trods de helt personlige udfordringer i form af sygdom, sorg, fyringer, ufrivillig barnløshed og forskellige variationer over temaet "ulighed og uretfærdig behandling" ingen helt bliver forskånet for, har vi indtil nu levet i en ret tryg forvisning om, at alt var godt og sandsynligvis kun ville blive bedre. Vi tog vores velfærd og 'ret til gode liv' så meget for givet, at vi var helt ude af træning med at give afkald og behovsudsætte.

Under flygtningekrisen havde jeg - givetvis på grund af min jødiske baggrund - svært ved at forstå, at så mange af mine jævnaldrende tog deres trygge rammer så meget for givet, at de ikke et øjeblik forestillede sig, at det en dag kunne være dem selv, der var på flugt og kunne få brug for en hjælpende hånd. Ikke at forventningen om fremtidig hjælp skal være argumentet for at hjælpe - det synes jeg grundlæggende man skal gøre uanset hvad. Men det undrer mig, at så få tilsyneladende var sig deres privilegie bevidste: Tænkte over, hvor heldigt og totalt tilfældigt det er, at vi er født lige netop her, hvor der 7-9-13 så sjældent er naturkatstrofer, krige og kaos. At så få skænkede det en tanke, at der for eksempel kan blive voldsom kamp om pladsen og ressourcerne, hvis verdenshavene stiger. Den snak er kommet langt mere dagsordenen de seneste år - men stadigvæk: Vi tog vores gode liv meget for givet.

Og så pludselig - fra den ene dag til anden - var vi tvunget til at ændre både vores vaner, hverdage og verdensbilleder.

Pludselig blev vi konfronteret med en masse afsavn og aflysninger. Og lange køer i nødlazaret-lignende telte. Formummende ansigtsmasker. Store økonomiske udfordringer, hvor ellers fine forretninger pludselig bukkede under. Altsammen stadig under noget nær de tryggeste og mest tjekkede rammer, man kan forestille sig under sådan en omkalfatring. Og for de flestes vedkommende på supergode betingelser i fine hjem og med en båndbredde, der alligevel meget muligt. Men dog en kæmpe omvæltning, som jeg som sagt tænker over, hver eneste gang jeg står i kø.

Jeg håber inderligt, at det for de fleste ender med at betyde en langt større empati med mennesker i nød, der pludselig opdager at hele deres liv og hverdag bliver vendt langt mere alvorligt på hovedet, end det vi gennemlever lige nu. Og at vi formår at bruge alle de nye ting vi lærer, afprøver og genopdyrker også når verden vender lidt mere tilbage til det, vi kendte engang.

Under genstarten i sensommeren var jeg lidt trist over, hvor hurtigt jeg synes, vi styrtede tilbage til det velkendte. Det var forståeligt, men også lidt ærgerligt. Så hvis vi skal prøve at finde bare én lys side af omikron må det være, at vi lige fik en ekstra chance for at huske og anvende alt det, vi har mærket, tænkt og lært.