Om at sætte aftryk - Stadsarkitekt Tina Saaby

OM AT SÆTTE AFTRYK 2 - STADSARKITEKT TINA SAABY

Da jeg i sidste uge skrev, hvordan retorikprofessoren Christian Kock har formået at sætte mange vigtige former for aftryk gennem sit virke, skrev Tina Saaby i kommentarsporet: "Tak fra en der er fra en anden faglighed. Jeg blev glad og klog af din opdatering".

I går var det så Tina Saaby selv, der takkede af efter 8,5 beundringsværdige år som stadsarkitekt i København. Og til den rørende afskedsreception, var jeg så den, der kom fra en helt anden faglighed og blev glad og klog af at høre talerne om hendes faglige virke.

Og det fik mig til at tænke en del over alt det, der var årsagen til, at jeg for snart 2 år siden startede Samtidens Akademi (beskrevet uddybende her: https://samtidensakademi.dk/prolog/ )

Kort genfortalt handler det om, hvordan vi som hinandens samtidige kan støtte op om hinandens vigtige virke. Det handler om, at vi hver især husker at løfte hver vores lille del af det fælles ansvar for samtiden og fremtiden. Og vi tager dybt alvorligt, at det er os, der er dem lige nu.

For mens jeg stod der til Tinas reception slog det mig, hvor sjældent det i grunden er, at vi hører fagfolk rose de fremmeste indenfor deres eget fag - så vi andre får forståelse for deres virke - og hvorfor det er vigtigt. Det var virkelig tankevækkende at få et koncentreret indblik i de problemstillinger, der tydeligt fylder inden meget i forvaltningen og arkitekturens verden lige nu. Alt det, jeg som lægperson aldrig kommer til at få forudsætningerne for rigtigt at forstå.

MOD SOM AFTRYK I FORVALTNINGEN

Jeg selv deltog dels for at vise min respekt som en mere-end-gennemsnittet-engagereret-i-byens-udvikling-københavner. Tina Saaby har været stadsarkitekt i alle de år, jeg har arbejdet med Borgerlyst - og selvfølgelig har hun sat en masse aftryk, når jeg til faglige arrangementer og konferencer har hørt hende fortælle om byens udvikling.

Men det vigtigste aftryk hun fagligt har sat på mig er helt klart, at hun er modig. Og det mod har tydeligt smittet af i meget af forvaltningens virke, mens hun har siddet på posten.

Når man som mig er en helt uafhængig aktør, er det så opløftende, når man støder på modige ildsjæle, der virker og påvirker systemet indefra. Dem er jeg heldigvis efterhånden stødt på mange af. Og Tina Saaby er virkelig en af dem - og jeg håber, hun med sit mod og sin boblende (så boblende, at bobler var den gennemgående metafor i en af talerne) tilstedeværelse har sat det aftryk på både embedsværket og forvaltningen, at man gerne må turde turde.

DE FYSISKE AFTRYK I BYEN

Som stadsarkitekt sætter man også nogle meget håndfaste aftryk på sine omgivelser. Helt konkret ser vi rundt om i byen masser af aftryk fra Tinas æra, der kommer til at præge byen i mange generationer. Og ikke mindst (kunne jeg især forstå på talerne igår) har hun også sat nogle knap så håndgribelige aftryk i form af alle de katastrofer, hun har formået at afværge, inden de blev bygget eller gennemført.

GENERØSITET SOM AFTRYK

Receptionen igår var i sagens natur lidt af en fætter-kusine-fest for landets fremmeste arkitekter, landskabsarkitekter, byudviklere og embedsfolk fra Teknik og Miljøforvaltningen. Men det var også tankevækkende at se, hvor mange vi trods alt, der var stimlet til Islands Brygge med helt andre faglighed i bagagen for at sige pænt farvel - og på gensyn - til Tina.

Jeg stødte på mange med-gæster, som jeg ellers kender fra helt andre sektorer. Og det vidner også på sin helt egen vis om, hvordan Tina som stadsarkitekt har formået og berøre - sætte mangfoldige aftryk.

Vi talte selvfølgelig også om, hvordan og hvornår vi egentlig havde lært Tina at kende.

For mit vedkommende har jeg svært ved at stadfæste præcis hvordan vi blev en del af hinandens cirkler. Og i virkeligheden er det nok det rigtigste svar i sig selv.

For Tina - og hendes fantastiske kæreste Torsten, som jeg også var så heldig af kende, inden han desværre døde meget pludseligt sidste år - har begge været fantastisk gode eksempler på nogen, der kærer sig om deres omgivelser og er rigtig gode til at se andre - og løfte deres samtidige op. Begge har gennem årene generøst inviteret mig til vigtige arrangementer og møder, der har gjort en forskel. Og det var også - blev jeg bekræftet i, da jeg hørte talerne igår - helt klassisk for Tinas personlighed, at hun i foråret spontant inviterede på bobler (sic!) og nærstudier af det københavnske havneliv hjemme hos sig i havnen, da jeg efterlyste inspiration til min fødselsdagssafari på Vesterbro.

MAN HAR ET SÆRLIGT ANSVAR, NÅR MAN RAGER OP

I sin egen tale talte Tina blandt om, hvorfor hun synes det er så vigtigt ikke at plastre byen til med ligegyldige højhuse. Dels fortalte hun en rigtig fin anekdote om en 12-årig pige, der havde sagt, at hun aldrig kunne blive væk i København, fordi hun altid kunne pejle efter tårne og spir.

Men hun sagde også, at man skal huske, at man har et særligt ansvar, når man rager op i landskabet. Så de højhuse, der skal bygges skal være noget særligt. De skal gøre sig fortjent til at rage op.

Det afstedkom en del smil, for Tina Saaby er selv meget høj. Virkelig høj. 1,89 tror jeg, der blev sagt undervejs.

Så hun rager på alle måder op i landskabet. Og hvor er vi, der er hendes samtidige dog heldige, at hun har taget det ansvar så alvorligt og på alle måder har gjort sig fortjent til det.