Om at sætte aftryk: Retorikprofessor Christian Kock

OM AT SÆTTE AFTRYK

Jeg er lige vendt hjem fra Afskedsforelæsning og -reception for Christian Kock - retorikprofessoren, der i sin tid var min specialevejleder.

Det var utroligt rørende at se, hvor mange retorikere fra alle årgange, der var stimlet til KUA for at takke for hans vigtige virke med stående ovationer efter hans afskedsforelæsning. Og på vejen hjem tænkte jeg meget over, hvor imponerende - og inspirerende - det er, at én mand kan nå at sætte så mange så forskelligartede aftryk på så mange.

DER ER SELVFØLGELIG DE FAGLIGE AFTRYK

Helt konkret bygger meget af idegrundlaget Borgerlyst og Samtalesaloner videre på mit speciale, der i høj grad var inspireret de tanker Christian dengang gik og gjorde sig om det, der senere blev til vigtige bøger som "De svarer ikke" og hele fagfeltet "Retorisk medborgerskab" som han udviklede sammen med Lisa Storm Villadsen. De små tankefrø han plantede dengang, er endt med at sætte et markant aftryk i mit virke.

Det var også Christian Kock, der som vores skrivelærer på 1. år lærte os alt om at give konstruktiv, konkret og kærlig kritik på hinandens tekster - hvilket jeg den dag i dag opfatter som en af retorikernes største styrker i arbejdslivet. Når man først en gang har lært det, glemmer man det aldrig igen - til gengæld længes man altid efter at have en anden retoriker ved hånden, der lige kan give sparring med de tre Kock'ske K'er for øje. Dér har Christian Kock simpelthen sat sit uudslettelige aftryk på alle, der gennem de seneste 25 år har studeret retorik.

SÅ ER DER AFTRYKKENE PÅ SAMFUNDSDEBATTEN

Gennem årene har jeg altid været imponeret over, hvor tålmodigt Christian påtog sig at formidle faget i den brede offentlighed. Han har deltaget i ufatteligt mangt debatter, programmer og udviklingsprojekter med henblik på at nuancere og kvalificere den offentlige debat. Altid med ordentlighed og redelighed som vigtige pejlemærker.

Han er - og bliver forhåbentlig i mange år fremover ved med at være - en vigtig stemme i samfundsdebatten generelt og i valg- og medieanalyserne specifikt.

Og det har sat aftryk på måden mange debatter foregår på i dag.

Der er stadig l.a.n.g.t igen. Men hvis nogen trods alt har formået at påvirke måden både politikerne og journalisterne gebærder sig og nuancere befolkningens fornemmelse for debat og retorisk medborgerskab... så er det Christian Kock.

DER ER YDMYGHEDEN...

Dengang Christian blev professor, var der tiltider folk, der fandt det lidt pudsigt, at en retorikprofessor gjorde så lidt væsen af sig på en talerstol. Men sådan tænker man primært, hvis man også hører til dem, der tror, at retorik mest handler om spin og blændværk.

Som fagretoriker er det noget andet, man lytter efter og værdsætter. Og da Christian stod på talerstolen i dag var han indbegrebet af det retoriske ideal om en "Vir bonus".

For i vore dage, hvor mange har svært ved at koncentrere sig i særligt mange sammenhængende minutter, er det en kraftpræstation - og et imitatiostudie værd - at kunne holde et stort publikum tryllebundet i en time uden nogen form for hjælpemidler andet end et manuskript og noget vigtigt på hjerte... Men det formår Christian at gøre med sin helt særlige blanding af et kolossalt vid; sin insisteren på at appellere til det fælles bedste og til humanioras og musikkens vigtighed - og sin underspillede humor suppleret med nogle meget karakterisk kliklyde, der angiver "at her kommer et citat". Et mix der tilsammen udgør en ret unik form for underspillet gennemslagskraft.

Det er i sig selv et forbilledligt aftryk at sætte i tid, hvor næsten alle skruer op for virkemidlerne for at tiltrække sig opmærskomhed. Man kan nå ufatteligt langt med det ydmyge, stille og underspillede, hvis det man har på hjerte er væsentligt nok.

SÅ ER DER ALLE DE LØFT HAN HAR GIVET OS ANDRE

Ligeså ydmyg Christian er på egne vegne, ligeså rosende, støttende og opbakkende er han, når det gælder andre. Han har sat et stort aftryk på mit virke som konferencier efter jeg som studerende oplevede, hvor god han var til at introducere gæsteundervisere. Det var simpelthen helt utroligt som de blomstrede op på talerstolen og vi lyttede ekstra opmærksomt efter, når Christian introducerede talere. Og det har jeg virkelig taget med mig siden. Det er så afgørende, at vi giver talere et ordentligt afsæt - og desværre meget sjældent, at vi formår at gøre det herhjemme.

Men Christian har også været god til i det mere skjulte at hjælpe sine studerende godt på vej. Forleden var jeg sammen med en del af mine studiekammerater, og vi kom til at tale om, hvor god Christian gennem årene havde været til at udfordre os, løfte os, inspirere os og puffe os, når vi havde brug for at udvikle os.

Den evne til at se og løfte andre er en fantastisk evne at have som menneske - og det er fantastisk for et fag at have en professor, der påtager sig det ansvar for de studerende. Så på den måde har han også gennem årene sat en masse aftryk på vores virke og fagforløb.

OG SÅ ER DER DET MED AT VÆRE EN AF DE FÅ TILBAGEVÆRENDE SKØNÅNDER

For hvor var det dog en nydelse at kunne læne sig tilbage i en time på en regnvåd torsdag og lytte om en dannelsesrejse, der udviklede sig til lidt af en odyssé gennem mange forskellige fagligheder og henover et studenteroprør undervejs udmøntede sig i det, der endte med at blive retorikkens danske renaissance. Og at lytte til, hvordan han ubesværet strøede om sig med referencer til idehistorien baseret på en dannelse af den helt vidtfavnende slags, kun de færreste besidder i dag.

En smittende form for dannelse og vidtløftighed, jeg håber har sat ligeså stort præg på alle de følgende årgange af retorikstuderende, som den gennem årene har formået at gøre på mig.

***

Jeg håber og tror bestemt ikke, at vi har hørt det sidste til Christian Kock "bare" fordi han nu formelt går på pension. Men hvor føler jeg mig dog priviligeret over at have været en hans studerende på langt det meste af vejen. Og hvor er jeg dog glad for de aftryk han har sat på mig og mit virke. Og på vores samtid.

Tak for det, Christian.