Glyptoteket genfortryllet

Jeg har lige været på Glyptoteket for første gang i umindelige tider. Eller rettere: Jeg har egentlig været derinde en del gange de senere år til koncerter og særarrangementer. Men i dag var første gang i mange år jeg bare tog på Glyptoteket for at vandre gennem salene og lade mig drage snart hid snart did, som jeg ofte gjorde med min mormor, da jeg var lille.

Og det var aldeles vidunderligt.

Vægfarvernes intensitet og samspil med gulvenes mosaikker er berusende derinde. Og fremstod endnu mere intense, end jeg husker dem. Måske er mit øje bare mere trænet til at værdsætte lækre farve-og-mønstermatches i dag. Eller også er der simpelthen kommet mere dybde i vægfarverne ved den seneste renovering. Overvældende sansemættet var det i hvert fald.

De mange nicher, krinkelkroge og mezzaniner kalder på opdagelsesrejser.

Det var spændende at dykke tilbage ned i mumiekrypten, der i 3. klasse inspirerede mig til at skrive mit første lille skuespil til klassens time, der handlede om at blive lukket inde på Glyptoteket midt om natten - med den spændingsmæssige kulmination, da nogle af mine klassekammerater, jeg havde rullet ind i toiletpapir rejste sig fra deres dødesøvn og messede "snart midnat - snart midnat".

Tankerne om mæceners betydning for kunsten, arkitekturen og kulturen dengang - og hvor vigtigt det er, at der også i vores samtid er nogen, der tænker så stort. Oh, hvilket eftermæle at sætte sig...

Palmehaven var som altid en kærkommen oase midt i den snedækkede by.

Og så var der selvfølgelig værkerne.

Dels er det utroligt stimulerende at se så meget 3-dimensionelt i en verden, hvor vi har vænnet os til at opleve alt via skærme.

Det var dejligt at få hvirvlet alle barnenørderierne om de græske guder, romerske kejsere og Medusa, Perseus & Co op. Støvet det indre bibliotek af.

Det nærer ånden engang imellem at stå længe foran en skulptur og tænke længe over, hvad "Det tabte paradis" egentlig vil sige. Måske fortabte jeg mig især lige der, fordi jeg aftenen før havde set Stina Ekblads pragtpræstation i den Guddommelige Komedie på Republique og de store tanker om liv og død skabte den vildeste samklang. Og dog. For den slags er altid en kærkommen påmindelse om, hvor bogstaveligt talt inspiration, ånd og åndededrag er tæt forbundet.

Og det sætter vores egen samtid så dejligt i perspektiv, når man lige på en tidslinje falder over formuleringen "1840 Maling på tube opfindes. Det får stor betydning for malerkunsten" og man så tænker videre over, hvordan for vores dages nye tuber - youtube og mobiltelefonerne - har påvirket den måde, der skabes og arbejdes kreativt i dag.

Ak så mange eventyr, tankerækker og små mentale opdagelsesrejser, jeg alt for længe har snydt mig selv for, når jeg bare er cyklet lige forbi...

Hvis du har det på samme måde, så se at få hoppet af cyklen snart og und dig selv en dag derinde.