At tænke stort

Få bøger har formet mig så meget som Jan Kjærstads Forføreren, som jeg læste, da jeg var midt i 20'erne.

Sjældent er jeg blevet ansporet til at tænke så stort, skærpe mit blik for tilværelsens, åndslivets, kunstens og videnskabernes poetiske detaljer, udforske venskabers og erotikkens transformerende kraft.

Og siden har Kjærstads vigtige grundspørgsmål om, hvad der danner og skaber et menneske været med mig gennem hele livet. Og skaber også en tydelig klangbund også for Samtidens Akademi.

I sin var jeg så heldig at lære Jan ret godt at kende. Det udsprang af en brevveksling og en samtale i hans køkken i Oslo - og udviklede sig til, at han og jeg holdt saloner om dannelse.

Vores intense samtaler under de lange køreture rundt i landet står stadig lysende klart i min erindring. For hvor det første gang var mig, der havde interviewet ham, var det nu ham, der i en lind strøm stillede mig nogle af de mest tankevækkende spørgsmål, jeg nogen sinde er blevet stillet. Og de mange små brudstykker af mit liv, fik han fundet forbindelser mellem og flettet sammen på smukkeste vis. Som de tæpper, der er en gennemgående metafor gennem hele Wergeland-trilogien.

Siden har jeg ofte tænkt, at han på de ture simpelthen hvæssede mig. Hvilket er endnu en gennemgående metafor i hans forfatterskab - opfordringen til, at vi hvæsser hinanden, så vi - og vores facetter - bliver skarpere.

Den hvæsning er jeg ham evigt taknemmelig for.

Og nu faldt jeg så lige over dette fine interview, hvor han fortæller om sin skriveproces. Patchworktæppet af smånoter, der helt langsomt former sig. Hvæsningen...

Så fint, inspirerende og tankevækkende og utroligt velegnet til at vække inspirationen og de helt store tanker på en snevejrsdag som i dag.

Rigtig god fornøjelse...