Låge 9: UMAGE

DAGENS TEKST ER TILEGNET MÅLMANDSLEGENDEN LARS HØGH

"Hvem eller hvad ansporer dig til at gøre dig allermest umage? Hvad er forskellen på din glæde ved det færdige resultat, alt afhængig af, om du valgte den letteste eller bedste løsning?"

I morges vågnede jeg til den triste nyhed, at målmandslegenden Lars Høgh er gået bort. Og så var der ingen tvivl om, at dagens kort skulle være No 46: UMAGE.

De seneste år har jeg været så heldig at lære Lars ret godt at kende. For han og hans kone Tine er nære venner af de gode folk her på Lundsgaard. Og hvis jeg i ét ord skulle udkrystallisere mine mange fine indtryk af Lars og de mange aftryk han har formået at sætte i mig på de par år, er UMAGE det første ord, der falder mig ind.

Det er selvfølgelig velkendt, hvor umage han gjorde sig på fodboldbanen og som målmandstræner for landsholdet. Men det jeg virkelig hæfter mig ved er, hvor umage han gjorde sig i livet udenfor grønsværen.

Lars var allerede syg første gang, jeg mødte ham. Og helt fra start havde jeg nogle meget lange og åbenhjertige samtaler med både ham og Tine.

Dels fordi vi delte et trist skæbnefællesskab, da min mor døde også af kræft i bugspytkirtlen i en alt for ung alder, og jeg siden har lavet en del arbejde for Egmont Fonden om alvorlig sygdom og sorg. Så vi varvidt omkring tilværelsens helt store spørgsmål og samtalerne om livet som pårørende fra første øjeblik.

Dels fordi jeg for nogle år siden lavede nogle store undersøgelser for Beskæftigelsesministeriet og Protocol, hvor jeg undersøgte snublesnore på direktionsgangene og nåede frem til en masse tankevækkende pointer om, hvordan erhvervslivet på mange måder er ét stort fodboldspil. Så allerede den første aften havde Lars og jeg en virkelig sjov og meget omsiggribende snak om fodbold og ledelse. Henover årene har det udviklet sig til lange samtaler om de tekniske og psykologiske detaljer i målmandstræningen. Og sommerens sejrsgange fik en helt anden klangbund for mig, fordi jeg havde haft lejlighed til at vende det hele så grundigt med Lars, inden han tog afsted på rejserne med landsholdet.

Men selvom der har været en så alvorlig og inderlig klangbund i vores relation helt fra den allerførste samtale, er det alligevel især billeder af fest, store grin og glæde, der dukker frem på nethinden, når jeg lige nu tænder et digitalt lys for Lars. For han var forbilledligt god til at bevare livsgnisten trods sygdommens tunge skygger.

Der har været de helt spontane middage, hvor Vini lige har ringet og spurgt om jeg havde spist: "For vi har overflod af muslinger og Lars og Tine er her. Kommer du ikke op?" og vi er endt med at hænge ud og vende verdenssituationen til langt ud på aftenen. Når jeg har bevæget langt op ad abstraktionsstigen har Lars indimellem grinet og sagt "Nu kan jeg ikke følge med mere Nadja. Jeg er jo fodboldspiller!" Men det var ikke rigtigt. Han var dybt reflekteret, vildt vidende og begavet. Så han fulgte jo straks op på sit grin med nogle vildt spændende refleksioner.

Der var den aften, hvor Rudolf og jeg lige havde hængt det første prøvetryk af de kæmpestore genopbygger-kort op i det, der skulle blive til Genopbyggernes Tankekatedral. Og Lars og Tine var de allerførste, der hørte om ideen og så prøvetrykket. Og deres store begejstring var både rørende og vildt opmuntrende. Tine foreslog straks, at jeg skulle få trykt kortene som plakater. Og det er 100% Tine Høghs fortjeneste, at de smukke plakater nu findes.

Andre gange har vi bare glædet os over livets helt små jordnære glæder såsom nyrøgede makreller. Det er Tines fortjeneste, at jeg opdagede det smukke vådområde Sybergland i udkanten af Kerteminde. Det har været hyggeligt at se Lars trille bold med børnebørnene og høre om, hvor meget de glædede sig til at Josefines lille datter skulle blive født.

Og så har det været en kæmpe fornøjelse at følge Lars' store arbejde med at etablere NU Festival, der i september løb af stablen første gang på avlsgårdens kolossale gårdsplads. Sammen med Michael Falch havde Lars arrangereret flere dages festival, hvor overskuddet gik til forskning i bugspytkirtelkræft. NU Festival bød på en perlerække af fine koncerter og en fantastisk stemning. Og det var så rørende at tale med Laudrup-brødrene og Kasper Hjulmand i pauserne. For de var alle kommet langvejs fra for at bakke op om Lars' fine festival og det var tydeligt, hvor ekstraordinært meget han betød for dem og deres familier.

Midt i al sygdommen og landsholdsturene og travlheden med at planlægge NU Festival var jeg imponeret over, at Lars aldrig nævnte NU Festival, når jeg var til stede, uden samtidig at sige, hvor meget han glædede sig til, at festivalgæsterne skulle op og se Tankekatedralen. Så opmærksomt, omsorgsfuldt og overskudsagtigt..

Og det bringer mig tilbage til ordet UMAGE. For det er netop et eksempel på, hvor umage Lars gjorde sig i alle sine relationer. For jeg var jo bare én forholdsvis perifær relation. Men ligesom jeg selv oplevede det, tror jeg de fleste, der mødte Lars følte sig helt utroligt set. Han havde virkelig øje for mennekene omkring sig - og hvad der optog dem. Huskede knivskarpt, hvad man havde talt om tidligere, så man kunne bygge ovenpå. Cirkle tilbage. Grave dybere.

På den måde tror jeg, Lars ansporede mange omkring sig til at gøre sig ekstra umage. Strække sig lidt længere. Når man mærker at nogen virkelig sr, lytter og kerer sig om det, man gør, er ligegyldighed og middelmådighed ikke en valgmulighed. Så er man nødt til at gøre sig umage. Og her kan vi alle lære meget af Lars Høgh - for når man gør sig så umage med livet - både professionelt og privat - kan man sætte imponerende store aftyk og sprede så meget glæde omkring sig.

I dag går min tanker til skønne Tine Høgh og deres fine børn og børnebørn. Og jeg tænder hermed et lys for Lars.

Æret være Lars Høghs minde.