LÅGE 5: OMVEJE

"Fortæl om en opgave eller en proces, hvor du foretrækker selv at have hængerne i jorden, dejen, teksten eller maskinen. Selvom det ikke er nødvendigt, tager længere tid og kan føles som en omvej. Hvorfor bekommer de opgaver dig så godt?"

I dag er jeg vågnet i en venindes dejlige sommerhus i Odsherred - så vi trak sammen 'dagens kort' som vi vendte over morgenmaden. Her lå mindst et svar snublende lige for. For vi sad lige foran deres store pejs, hvor min veninde nu i et døgn omsorgsfuldt har passet ilden, så vi kunne få lidt varme i det ellers meget kolde hus.

Og udover skønheden og hyggen, det spreder, er det også en meget konkret påmindelse om, hvor bekvemme vores moderne dagligdage er. Og hvor få af de praktiske gøremål, der tidligere optog en stor del af dagligdagen, vi ikke længere skænker mange tanker. Normalt skruer vi bare op for varmen, åbner vandhanen, sætter vaske- og opvaskemaskinen igang, tænder for lyset... og tænker først rigtigt på, hvor priviligeret det er, når strømmen går, vandledningen springer eller maskinerne går i stykker. Jeg vil ikke forherlige livet ala Frilandsmuseet - og sætter selv vældig stor pris på, hvor meget alle de moderne bekvemmeligheder har frigjort af tid, som vi - især som kvinder - i dag fået mulighed for at bruge på alt muligt andet.

Men jeg kan godt engang imellem savne at lave nogle meget konkrete, håndgribelige ting. Og jeg tror, at meget af det moderne livs stress kan hænge sammen med, at tingene aldrig rigtigt længere får lov at tage den tid, de egentlig tager. Fordi vi har udviklet en masse smarte smutveje og hjælpemidler, der gør, at vi langt hurtigere og med meget højere frekvens kan få en masse fra hånden. Men der er også mange ting, jeg ofte føler, går FOR hurtigt. At tankerne virkelig havde fortjent lidt mere tid til at marinere. At designet med fordel kunne have været testet, vendt og drejet mange flere gange. At dem, der tænkte de store tanker bag en ny stor ide eller vision også havde mulighed for selv at afprøve - og leve med - den i praksis.

I min egen praksis prioriterer jeg derfor meget højt også at tage mig tid til den praktiske del af arbejdsopgaverne. Alle, der kender mig vil nok umiddelbart sige, at jeg er "meget i hovede". Men ofte tænker jeg allerbedst, når jeg har noget fysisk eller praktisk mellem hænderne. Min skærmtid er der, hvor jeg konkret manifesterer tankerne i form af (typsisk) tekster, men selve tænkearbejdet foregår langt oftere mens jeg enten går tur, er i brusebad eller - som dette indlæg især handler om - sidder med nogle ekstremt praktiske opgaver. Meget konkret er der utroligt meget "Postmand Per-arbejde" involveret i at drive mit lille forlag. Spil, der skal hentes på trykkeriet, pakkes i æsker, jeg også lige skal huske at få bestilt, kort, der skal skrives, ture til "posthuset". Plakater, der skal rulles. Postkort, der skal bunkes. Altsammen processer, jeg godt kunne købe mig fra, og på alle mulige måder ville det give langt bedre økonomisk mening. Det giver bare ikke mental mening for mig. For jeg brænder sammen, hvis jeg skal sidde højkoncentreret foran skærmen for lang tid af gangen. Det er simpelthen ikke sådan, jeg fungerer bedst.

Efter jeg flyttet på landet - og faktisk især efter, jeg er begyndt at bruge Pomodoro (se LÅGE 2) er jeg også blevet bedre til noget, jeg ellers altid har neglireret. Jeg får ordnet alle de små daglige huslige - og nu også havelige - pligter med langt større glæde end jeg plejede. De små fem-minutters pomodoropauser er perfekte til lige at få ordnet en opvask, lagt tøj sammen eller klippet et par grene. Og det føles rart lige at få det ordnet i en håndevending. Der er så også langt flere praktiske opgaver at løse - en gammel kommode, der skal slibes og males... De sidste flyttekasser, der skal pakkes ud...frugt, der skal plukkes... og det bekommer mig overraskende godt på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Det klinger altsammen lidt gammeldags. Hvilket i høj gard bliver understreget af, at huset virkelig er et gammelt hus, der ligner noget, der er som taget ud af en julekalender.

Og igen - det er ikke fordi jeg ukritisk længes tilbage til 'de gode gamle dage'. Jeg værdsætter virkelig mange af vor tids store fremskridt. Men den vekselvirkning mellem ånd og hånd, jeg lige nu oplever i en grad, så der nærmest er tale om en sammensmeltning, bekommer mig virkelig godt.