Låge 3: No 21 LANDSBYKIRKERNE

"I middelalderen byggede man landsbykirkerne så tæt, at der aldrig var langt til det næste knudepunkt. I dag fokuserre vi meget på hovedstad og udkant - men hvad hvis vi i stedet fokuserede på, hvordan fx kirker, godser, skve og museer lyser op som lokale kraftcentre i hele landet?"

Inspirationen til dette kort opstod for et par år siden på en køretur gennem Sverige med arkitekten Charlie Steenberg. Hun fortalte, at landsbykirkerne tilsammen udgjorde Danmarkshistoriens største anlægsprojekt.

Den dag i bilen blev vi begejstrede ved tanken om at se Danmarkskortet som en slag "grid". Et netværk af mange små, vidt forskellige kraftcentre, der tiltrækker sig opmærksomhed og løfter lokalsamfundene.

Den samtale har klinget meget markant videre i baghovedet her i det første år, hvor jeg bor i Kerteminde efter 25 år på Indre Nørrebro og en opvækst i Gentofte. Godt nok har jeg i livets løb taget lange afstikkere til udlandet, men i Danmark har jeg altid boet i eller meget tæt på København. Så det er første gang, jeg bor udenfor hovedstadsområdet. Og det sætter i sig selv en masse tanker igang.

Her er dagens tre udvalgte tankestrømme:

1) Hvad betragter vi som centralt? Langt væk og tæt på?
Efter jeg er flyttet til Kerteminde har jeg ofte moret mig med at sige til københavnerne, at det er dejligt at bo lidt mere centralt. Det studser de fleste lige lidt over. Men så falder 10-øren. For ganske vist bor jeg nu langt fra Kbh K, men til gengæld bor jeg nærmest midt i landet.

Derfor er er i sagens natur også meget, jeg pludselig er markant tættere på. Det er superpraktisk for mig, der altid har kørt land og rige rundt til foredrag og samtalesaloner. Nu bor jeg tæt på både Middelfart, Nyborg og Vejle, hvor mange af årsmøderne i de landsdækkende organisationer typisk bliver afholdt. Jeg bor I skoven. Lige VED vandet. Godsets fabelagtige koncertsalen ligger et par 100 meter væk... og rigtig mange af de ting, der er oraktiske at have ved hånden i en storby, er Odense stor nok til at rumme.

Samtidig er For København stadig tæt nok på til at jeg ofte er i byen for se familie og venner og samarbejdspartnere. Og tankevækkende nok har min frivillige udflytning betydet, at jeg nu genopdager alle de små quirky steder, og får udforsket de andre kvarterer meget mere aktivt, end da jeg boede på Nørrebro.

Selvom jeg bor længere væk, føler jeg mig egentlig også tættere på mine nærmeste. For nu overnatter jeg jævnligt hos dem, når jeg ikke skal noget vigtigt næste dag. Og det skaber en helt anden form for nærvær at hænge ud om aftenen, være en del af hverdagsrytmen og starte den nye dag sammen.

2) Glæden ved at være en del af 'gården'
Der er noget ret fascinerende ved at have sin daglige gang på et gods, hvis primære stadig handler om det økologiske landbrug og skovdriften. Her er masser af plads. Men vi tæt på hinanden.

Lad mig med det samme sige, at jeg godt ved, at herremændene tidligere ofte opførte sig helt forfærdeligt, så det er ikke for at glorificere det. Men der er noget smukt i tanken om, hvordan godserne tidligere udgjorde små minisamfund, hvor man tog vare på hinanden inden vores moderne sociale sikkerhedsnet slog igennem - og noget fint i den måde det kommer til udtryk i dag ved, at her stadig er plads til mange forskellige slags mennesker, der varetager vidt forskellige typer arbejdsopgaver og hjælper og støtter hinanden ved at bibringe det, vi hver især kan. Der er kort fra tanke til handling, fordi her er plads til det meste, og altid nogen, der kan det, man ikke selv kan finde ud af. Vi er en del af hinandens liv på godt og ondt, til hverdag og fest.

Samtidig er der stor inspiration at hente i det langsigtede perspektiv, man som godsejer er nødt til at have, når stedet skal gå i arv, og man gerne vil efterlade det i endnu bedre stand end man overtog det. Så tænker man på sig selv som en, der forvalter en arv. Man maler med linoliemaling, der kan holde de næste 100 år og tænker langtidsholdbart, når man vælger materialer. Skovdrift tager den tid, det tager. Livet følger årstiderne.

3) Fellow Fynbo
Og så har det overrasket mig virkelig positivt i hvor høj det pibler frem med nye spændende mennesker, der melder sig ind i mit liv, alene fordi jeg er flyttet til Fyn. Jeg er heldig at to af mine bedste venner i forvejen boede i henholdsvis Odense og Nyborg - og dem er jeg i sagens natur nu kommet meget tættere på. Men derudover er der er en masse gode gamle bekendte, der tager kontakt og fortæller, at de også bor på Fyn. Og alle mulige, jeg slet ikke kendte i forvejen, der indleder deres henvendelser med "Nu hvor du er flyttet til Fyn". For nylig havde et helt nyt skønt bekendtskab i Nyborg fundet en kommode til mig i Svendborg. Den var for stor til at kunne være i min lille bil. I mellemtiden kontaktede en gammel bekendt, der bor mellem Svendborg og Faaborg mig om noget helt andet og jeg sagde, at jeg nok kom forbi snart, for jeg skulle hente en kommode. Jeg skulle bare lige finde en transportløsning. Et par dage senere skrev hun, at kommoden nu lå bag i hendes bil klar til mig. Simpelthen så sødt. Og så hyggeligt, da vi endelig mødtes til kaffe. Vi har kendt hinanden i mange år. Men nok faktisk aldrig været sammen bare os to. Det var vi så pludselig i flere timer nu...

Borgerlysten, hjælpesomheden og ansvarsfølelsen trives. Og giver anledning til mange herlige udflugter og ekspeditioner. Samtidig er det jo lidt pudsigt. For så lille er Fyn jo heller ikke. Det kan hurtigt tage 3 kvarter at skulle besøge en fellow fynbo i en af de andre byer. Men det minder lidt om sommeren i Nordsjælland, hvor man meget oftere får besøgt hinanden "i sommerlandet" selvom man bor langt tættere på hinanden i Købenahavn og det reelt kan være lige så hurtigt at køre til fx Gilleleje fra København som det var fra Liseleje. Men det FØLES som om det er lige rundt om hjørnet. Og man dyrker det spontane og det uformelle... og jeg elsker den stemning. Og værdsætter virkelig, at den tilsyneladende gælder året rundt herovre.

***

Det var blot tre ud af mange tanker og perspektiver i forhold til kort No 21. Og de grundlæggende refleksioner, der går på tværs handler i bund og grund om, hvad vi opfatter som tæt på og langt væk. Forskellen på den følelsesmæssige afstand og den fysiske afstand. Hvilket igen trigger et af de mest klassiske Borgerlyst-spørgsmål: "Hvor tæt skal du være på for at føle ansvar?"