LÅGE 20: Erindring

"Fortæl om en oplevelse, der ikke kunne dokumenteres og nu kun findes i din erindring. Hvad er forskellen på dét minde og alle de minder, du har fotos og videooptagelser fra?"

Fuldmånelyset på de frostklare nætter her i skoven er fuldstændig fortryllende.

Jeg har altid været dybt fascineret - og bogstavelig talt tiltrukket - af månen. Men selv når jeg overnattet under åben himmel på strande, i ørkener og på bjergtoppe, har jeg aldrig oplevet fuldmånelyset, som jeg oplever det her i skoven.

Jeg oplevede det første gang for et år siden, da jeg lige var flyttet herover, og det var fuldmåne første gang. Og jeg vidste med det samme, at det lys og den eventyrlige stemning aldrig ville kunne dokumenteres.

Det er noget med månelysets sølvfarvede skær, der får de rimfrostdækkede flader til at glimte. Det er noget med skyggerne, der falder på en helt anden måde og helt andre vinkler end solens skyggespil. Det er noget med løvets sølverklokkeklang, der spiller op til elverpigedans. Det er noget med store tanker og længsler, der drager sindet ud i atmosfæren.

I morges tog jeg dette nødtørftige billede til jer, velvidende, at det aldrig ville kunne indfange noget af alt det, der ligger mig på sinde. Og det bidrager jo kun til at gøre selve oplevelsen endnu stærkere.

Selvom jeg havde haft verdens bedste fotoudstyr - og tålmodigheden til at vente på den helt rette eksponering - ville jeg alligevel aldrig helt kunne fange den samlede sanseoplevelse. For det er alting i mig, der sitrer i fuldmåneskæret.

Det er smukt ved hver fuldmåne. Men der er mange elementer, der skal gå op i en højere enhed før det bliver helt så eventyrligt som det var første gang jeg oplevede - og som det var i nat. Det skal være den frostklare tid på året. Der skal helst være rimfrost. Det skal være stjerneklart. Jeg skal tilfældigvis vågne netop når månen står højest på himmelen. Men åh gud, hvor er det så også eventyrligt...