En hyldest til naturens luner

EN HYLDEST TIL NATURENS LUNER

Vi håber selvfølgelig på smukt, stjerneklart vejr på fredag, når vi markerer Store Bededag med at synge solen ned og stjernerne op mellem kuplerne i bakkerne omkring det gamle stjerneobservatorium. Og vi har også sørget for at have en temmelig magisk plan i baghånden, hvis det bliver overskyet.

Men nu hvor vores nyfortolkede bededags-tradition i høj grad handler om at hylde naturen, vil jeg gerne lige slå et slag for naturens og vejrets uforudsigelighed.

For nu hvor jeg efterhånden i nogle år har undersøgt, hvordan vi sammen kan genfortrylle verden, er jeg blevet smerteligt bevidst om, at noget af det, der så massivt har bidraget til affortryllelsen af vores tid er, at vi efterhånden næsten altid er garanteret at få det, vi forventer at få. Det er næsten umuligt at gå på restaurant, uden allerede at have set samtlige retter på menukortet gennemfotograferet. At tage på kunstudstilling uden allerede at vide præcis hvor i udstillingen man når at se en film, teaterforestilling eller dagens afsnit af Game of Thrones. Og på den måde bliver selv de mest fortryllende nyskabelser lynhurtigt affortryllet.

Og det er synd.

Da jeg i mine unge år rejste kloden tynd, var jeg flere gange på hvalsafari uden at se en eneste hval. På mange måder frustrerende, men samtidig også fuldt af spænding hvert eneste minut, fordi alle havde øjnene på stilke, men ingen vidste om de kiggede i den rigtige retning - og selv hvis man gjorde det, var det ikke sikkert, at man fik indfanget the "Kodak-moment", hvor halen dykkede ned i dybet. Og da jeg en sommer boede i Nuuk brugte jeg mange timer på at sidde langs kysten og spejde efter hvalerne slås.

Sidst jeg var på hvalsafari for et par år siden, var det helt anderledes. Nu kunne arrangørerne ved hjælp af alskens moderne udstyr udstede "hval-garanti". Man fik hele tiden at vide, hvilken side af båden, man skulle kigge fra og hvor længe der sandsynligvis var til, hvalerne ville dykke ned igen, så vi kunne øge chancen for at få det helt rigtige skud af halen. Og det var da fantastisk at se en flok blåhvaler på meget tæt hold. Men ikke nær så spændende, som hvis vi havde skullet spejde meget mere efter dem selv.

Når man først begynder at tænke i de baner, opdager man hurtigt, hvor forsvindende lidt i vores tilværelse, der efterhånden får lov at være uforudsigeligt. Overladt til tilfældighederne. Uprogrammeret.

Men vejret er faktisk stadig en af dem. For selvom meteorologerne i dag kan sige tingene temmelig præcist stadigt længere ud i fremtiden, kan de trods alt sjældent sige noget om, hvordan vejret vil arte sig så mange måneder frem som det typisk tager at planlægge et bryllup, et folkemøde, en havefest eller - som i vores tilfælde - en bededag i bakkerne omkring Brorfelde.

Det tankevækkende er, at det ofte kan være med til at give en endnu bedre stemning, når vejret ikke arter sig, som man havde håbet på. Nogle af de hyggeligste samtalesaloner, jeg har holdt, er foregået udenfor i øs-sjask-regnvejr, hvor det har skabt en helt særlig stemning, når gæsterne rykkede sammen under paraplyerne. Engang var en langbordsmiddag bogstaveligt talt ved at blæse væk, men da alle gæsterne rykkede sammen for at redde maden, skabte det et helt nyt sammenhold. Det gik på ingen måde som jeg havde drømt om - men hvis formålet var at styrke sammenholdet og fællesskabet blandt gæsterne, var det dårlige vejr skyld i, at det på mange måder gik meget bedre. Og samtidig glæder man sig jo også så meget desto mere over det, når vejret godt.

Når man skal holde et arrangement på et stjerneobservatorium, bliver vejrspørgsmålet sat ekstra på spidsen. For hvis det er overskyet, kan der optræde nok så mange spændende himmelfænomener i nattens løb uden at man har en chance for at se dem. Og lur mig om ikke det også er noget af det, der gør, at netop stjerner, formørkelser og venuspassager stadig forekommer så fortryllende? At man selv på de klareste stjerneskudsnætter i august ikke er garanteret at se "det perfekte stjerneskud", fordi man lige kiggede i en anden retning, da det sprang henover himmelen og alle andre omkring os spontant udbrød "wauuuuuuw".

Lige nu og her er der ikke andet at gøre end at vente til fredag og se, hvordan vejret arter sig - og så koble aftenens mange elementer på den måde, der egner sig bedst til vejret. For vi har som sagt en virkelig god plan i tilfælde af skyer og regn.

Det er uforudsigeligt præcis, hvordan det ender, ja. Men når nu arrangementet handler om at hylde og mærke naturen, understreger lige netop det på mange måder arrangementets natur...