Låge 11 & 12: Variation

"Hvilke opgaver er du nødt til at holde fast i, selvom de er blevet lidt rutineprægede for dig? Hvilke små variationer og spændingsmomenter kan du lægge ind i dem, så du stadig udvikler dig?"

Denne weekend løber de traditionsrige Jazzy Christmas julekoncerter af stablen i Anexet - Lundsgaard Gods. Fruen i huset - Vini Iuel - er en meget dygtig jazzsangerinde og sammen med en gruppe virkelig ekvilibristiske musikere har hun nyfortolket de klassiske amerikanske crooner-julesange.

Det er ikke alene en vanvittigt hyggelig tradition og en god måde at ønske god jul til den kolossale kreds af godtfolk omkring godset. Det er også vildt inspirerende at høre nogle SÅ velkendte sange nyfortolket på en måde, så de både vækker genkendelsens skønne glæde og udfordrer og overrasker.

Jeg har aldrig før været til så mange jazzkoncerter, som jeg har været, siden jeg flyttede herover. For Vini tiltrækker de dygtigste musikere fra nær og fjern, og når nu koncertsalen ligger lige oppe ad skovstien, er jeg næsten altid deroppe, hvis jeg er hjemme og der er koncert. Og derfor er jeg virkelig nået vidt omkring i stilarter og repertoirer i løbet af de seneste år.

Noget er jeg helt umiddelbart vild med. Andet skal jeg lige vænne mig til. Og atter andet falder ikke lige i min smag - men den store luksus ved at kunne tage til SÅ mange koncerter er jo, at det ikke gør noget, hvis der indimellem er noget, jeg ikke bryder mig så meget om. Og jeg får under alle omstændigheder trænet mit øre. Og hvem ved, om noget af det, jeg i dag ikke bryder mig så meget om, viser sig at være det, jeg elsker allermest, når først jeg har lært at værdsætte det. Lidt ligesom dengang jeg ikke kunne lide koriander. Ufatteligt nu, hvor det i mange år har været en af min absolutte favoriturter.

Men uanset, om jeg umiddelbart finder det "likeable" eller ej, har alle koncerterne herovre det til fælles, at kvaliteten er tårnhøj. Og det er altid en glæde at opleve så meget ekvilibrisme samlet på et sted. Og jeg overværer aldrig en jazzkoncert uden at medunde (tak for det udtryk Sten Jauer) musikerne deres evne til og glæde ved at improvisere. Det må være sådan en fornøjelse at være midt i.

Og det er nok noget af det, jeg med alderen er kommet til at værdsætte og forstå stadigt mere: Hvor meget træning og øvelse det kræver at blive rigtig god til at improvisere og bruge "sit instrument" (forstået i bredeste forstand) sammen med andre.

Vi kan godt lide lidt af en vrangforestilling om, at ægte talent og kreativitet opstår ud af det blå. Men øvelse gør virkelig mester. Og jo mere vi mestrer vores instrument, jo bedre kan vi også bidrage til den faglige krydsbestøvning, genopbygningen er gjort af. For så står vi så stærkt i vores egen faglighed, at vi langt bedre kan lytte til og lære af alle de andre og implementere den viden og metodik de bibriger uden, at det bliver noget misk mask.

En velfungerende jazz-koncert viser så smukt hvordan det optimale samspil kan fungere. Det kan vi alle lære virkelig meget af i vores eget samvirke.

(og nu glæder jeg mig endnu mere til eftermiddagens koncert. For selvom jeg går ud fra, at de spiller stort set de samme sange og arrangementer som i går aftes, er jeg sikker på, at der stadig er plads til improvisationer og variationer over de velkendte temaer.